Hjemmelavet vegansk mayo


Det bedste jeg ved er at dyppe ovnbagte kartofler eller rodfrugter i denne smovse lækre hjemmerørte hvidløgsmayo. Den koster heldighvis halvdelen af de alternativer man kan købe i brugsen og du kan krydre den med lige det du har lyst til. Man kan lave chilimayo eller en god citronmayo.

Denne opskrift er fra planteæderen.dk og jeg kunne simpelthen ikke være mere enig med hende. Man bliver ret afhængig af denne mayo. Jeg har lavet lidt om i opskriften, så man får en større portion og mere smag af citron og hvidløg. Den er super god oven på din kartoffelmad og du kan også bruge den i min kikærtesalat, som du kan finde her.

Du kan også lave min blomkålssalat, hvor du skal bruge denne mayo. Så der er masser af muligheder med denne mayo. Det er meget vigtigt at du køber en karton økologiske kikærter, da det er dem, jeg har haft mest succes med at få til at tykne.




Ingredienser til et glas:

8 spsk kikærtevand ( økologisk)

2 spsk lager eddike

2 hvidløg

saften fra 1/2 citron

et lille drys karry

3 - 3,5 dl rapsolie

salt/ peber


Fremgangsmåde:

Lav din mayo ved at komme kikærtevand, eddike, hvidløg, karry, citronsaft, salt og peber i en høj plastik beholder. Blend det kort med en stavblender.

Bliv ved med at blende i en bevægelse hvor du tager stavblenderen op og ned og hæld olien i en tynd stråle samtidig. Det kræver nok en hjælpende hånd, så man er to om det. Når alt olien er i, kan du fornemme at din mayo begynder at tykner stille og roligt.

Opbevar din mayo i en tætlukket beholder i køleskabet i en uges tid. Men bare vent - så længe holder den ikke, før den er spist. Man bliver afhængig af denne mayo.


Velbekomme





9 visninger